Børnehaven, Det lille univers
Børnehaven nr.2 består af 3 grupper, som er placeret i stueetagen. I hver gruppe er der i gennemsnit 21 børn, 2 pædagoger og 1 pædagogmedhjælper. I børnehaven har vi, udover vores stuer og gangarealer hvor vi leger, også adgang til husets kæmpe motorikrum på 1.sal som vi bruger på skift alle ugens dage. Herudover har vi en god stor legeplads, med cykler og klatrestativ, rutsjebane, gynge og svævebane. Amagerfælled ligger 5 min gang fra os, og bliver flittigt benyttet til både korte og lange ture.
Dagene i børnehaven veksler mellem vokseninitierede aktiviteter, det kan være kreative aktiviteter, ture eller lege i mindre grupper og børnenes egen frie udfoldelse. Da udgangspunktet for barnets læring er leg, tilrettelægger vi miljøerne i institutionen så der er plads til forskelligartede lege og aktiviteter i løbet af dagen. I vores planlægning er vi orienteret omkring relationer og processer, og derfor deler vi ofte børnene op i mindre grupper, hvor der er større mulighed for at se, lytte og være opmærksomme på hinanden og det vi laver.
Dagens gang i børnehaven
Kl.7-8 tilbydes der morgenmad på Ufo stuen. Her er vi samlet om morgenen, på tværs af stuerne. Vi spiser morgenmad, vinker farvel og leger.
Kl. ca.8 åbner vi op på alle stuerne i børnehaven. Personale fra alle stuerne er som regel mødt ind på dette tidspunkt, og vi åbner de sidste stuer og gør klar med legetøj, så børnene kan fordele sig rundt i huset.
Kl.9 holder vi samling stuevis. Vi samles på vores egen stue og siger godmorgen til hinanden. Morgensamling er en god måde for børnene at blive opmærksomme på hinanden, og få et tilhørsforhold til stuen og de andre børn. Nogle gange synger vi sange, andre gange har vi et tema et stykke tid. Det er lidt forskelligt og beror på den pågældende børnegruppes interesser og behov. Bagefter morgensamlingen forbereder vi børnene på, hvad der skal ske i dag.
Kl.9:30 er der forskellige aktiviteter og lege, inde eller ude. Om formiddagen er børnene som oftest opdelt i mindre grupper. Det er i disse grupper at leg og aktiviteter udfolder sig om formiddagen. Når vi danner grupperne, har vi en række pædagogiske overvejelser omkring sammensætning af børnene, det være sig alder, udvikling, interesser og relationer børnene imellem. Når vi har små grupper om formiddagen, kan det både være planlagte aktiviteter og leg. En aktivitet der udmønter sig i et produkt, som f.eks. et maleri, besidder ikke i sig selv en større pædagogisk kvalitet end f.eks. leg med biler på stuen. Det hele er en del af vejen til det endelige mål. På sammen måde, ser vi det som vi tilbyder indenfor institutionens 4 vægge, som lige så værdifuldt som det vi tilbyder når vi er på ture. Vi har med andre ord ikke en hierarkisk forestilling om de forskelligartede lege og aktiviteter, der finder sted i løbet af dagen, ugen og året. Det hele skal være til stede på relevant vis for at skabe et godt læringsmiljø.
Kl.10:30 Gør vi klar til frokost Rutinerne er gennemgående for barnets institutionsliv. Vi betragter derfor rutinesituationer på linje med det øvrige læringsmiljø i institutionen. Vores grundholdning er at ´Sammen med de pædagogiske tilrettelagte aktiviteter og børnenes legekultur udgør de pædagogiske rutiner de vigtigste livs- og læringsrum i institutionen.’ (Mortensen og Næsby, 2019). Børnene hjælper derfor med at gøre klar til frokost, henter mad og dækker bord.
Kl.11 Spiser vi frokost. Vi spiser i små grupper på stuen og gangen. Det giver ro og rum for at tale sammen rundt om bordet. Det skal være en god og hyggelig oplevelse at spise mad sammen, derfor er vi også mere optagede af at skabe rum for dialog og nysgerrighed omkring bordet og maden, end om børnene smager på det hele og spiser op. Børnene tager selv det de vil have på tallerkenen og øser, og hælder selv op. Børnene har faste spisegrupper, men ikke faste pladser. For mange børn giver det ro at vide hvor man skal gå hen og sætte sig.
Kl.12 går vi på legepladsen. Efter frokost gør børnene sig klar til at gå på legepladsen. Nogle skal hjælpes på toilettet, og nogle af de små i børnehaven skal måske have tøjet af, og ind og hvile sig lidt. I garderoben bliver der kæmpet og øvet sig i at få overtræksbukser på, lynet lynlåse og knappet knapper.
Kl.14 Spiser vi eftermiddagsmad. Når vi har været på legepladsen et par timer, er det tid til lidt eftermiddagsmad. I de kolde måneder går vi indenfor på stuerne og spiser, men i sommermånederne spiser vi ofte på legepladsen.
KL.15-17 Leg inde eller på legepladsen Når vi har spist eftermiddagsmad, leger vi på stuerne og gangen, nogle gange går vi op i motorikrummet. Hvis vejret er godt går vi på legepladsen. Børnene bliver stille og roligt hentet og vi siger tak for i dag.
Traditioner i børnehaven
Traditioner er med til at binde os sammen som mennesker. Det skaber fællesskab når man har fælles oplevelser. Mange af vores traditioner er tilbagevendende begivenheder som starter når børnene går i vuggestuen, og følger børnene op gennem børnehaven. Nogle af vores traditioner bygger på kulturelle højtider som jul, påske og fastelavn. Andre traditioner er vores egne, såsom blomsteruge, bevægelsesuge og sommerfest. Men fælles for traditionerne er, at de på en eller anden måde knytter sig til årstiderne og er en del af årets gang i børnehaven.
Ofte danner vores traditioner baggrund for længerevarende temaer og projekter i børnehaven. F.eks. holder vi ikke kun Halloween på selve dagen, men bruger også tiden op til, på at lave uhyggelig pynt, snakke om uhygge, hvad kan man blive bange for osv. Nedenfor kan I se vores faste og tilbagevendende traditioner her i børnehaven:
- Fastelavn
- Påskefrokost
- Blomsteruge
- Sommerfest
- Sankt Hans
- Bevægelsesuge
- FN – kulturuge
- Halloween
- Julefest
Indkøring og overgange i børnehaven
Overgang fra vuggestue til børnehave
Ca. to måneder før barnet starter i børnehaven, begynder børnehaven og vuggestuen at gå på besøg hos hinanden, typisk 1-2 gange om ugen. Børnehavestuen udpeger en primærmedarbejder til at tage imod barnet, således at barnet og den voksne kan opbygge en god og tryg relation. Afhængigt af hvordan barnet trives i overgangen, er der mulighed for at barnet deltager i måltider og aktiviteter i børnehaven, også alene hvis det har mod på det.
Inden barnet starter i børnehaven, inviterer vuggestuen forældrene med til et overleveringsmøde mellem afgiver og modtagerstuen. Her taler man om barnet, hvordan det opleves i vuggestuen, dets styrker og ressourcer, særlige opmærksomheder. F.eks. om barnet bruger ble eller om barnet er genert og skal have en hjælpende hånd for at komme ind i lege. Overleveringsmødet vil altid ligge i middagsstunden, da det er her personalet kan gå fra.
Den sidste dag i vuggestuen markeres med en lille afskedsfest på stuen. Når dagen er slut, går barn og forældre ned i børnehaven, medbringende skiftetøj mv. og lægger det i barnets garderobe på den nye stue. Dette er en symbolsk markering, et overgangsritual, der er med til at illustrere overfor barnet at der skal ske noget nyt. Når barnet begynder i børnehaven, er det stadigvæk vigtigt at give barnet nogle korte dage i starten, og i det hele taget at stå standby de første ca. 14 dage i børnehaven. Selv om vi har gjort meget for at lave en god overgang, er det stadig en ny verden barnet skal agere i, og man kan blive helt træt af alle de nye indtryk når man kun er et lille menneske.
Starter barnet i børnehave fra en anden institution vil vi meget gerne have at I kommer på besøg et par gange, inden opstart. Det kan enten være besøg af jer som forældre med barnet, eller besøg af den institution barnet går i nu, eller både og. De familier som kommer fra andre institutioner, må nødvendigvis påregne en lidt længere indkøring. Der aftales nærmere mellem forældre og personale i forhold til hvor lange dage barnet skal have i starten mv.
Overgang fra børnehave til skole
Vi indgår i samarbejdet Stærkt Samværk med Peder Lykke skolen, hvor der et par gange om året er fælles aktiviteter, som f.eks. skolens juleteater som vi inviteres til. Det er endvidere en del af samarbejdet med Peder Lykke, at vi i efteråret får en overordnet tilbagemelding på, hvordan opstarten for ’vores’ børn har været. Børnene fra Stjernehimlen spredes på mange forskellige skoler, og skolerne/SFO’erne har forskellig praksis i forhold til opstart. Nogle kommer på besøg i børnehaven for at møde de kommende skolebørn, andre har tilbud om at vi kan besøge dem. Vi udarbejder overgangsskemaer på alle børn, og afholder forældresamtaler med henblik på kommende skolestart. Når det skønnes nødvendigt, deltager vi ved mundtlige overleveringer på skolen sammen med barnets forældre.