Forældreråd og forældrebestyrelse
Vores grundlæggende holdning i klyngen er at børn, medarbejdere og forældre har indflydelse, og vi er i klyngen åbne for ideer og meninger. Vores forventning er, at vi møder hinanden med gensidig åbenhed og respekt. Dette er nødvendigt for at udføre vores væsentligste opgave: at give børnene en god tid i institutionen. Vi har i institutionen to fora hvor forældrene har mulighed for at komme til orde og få indsigt og indflydelse på klyngen; forældrebestyrelsen og forældrerådet.
Forældrebestyrelsen og forældrerådets arbejde krydser ofte hinanden og det kan være svært at skelne hvem der skal gøre hvad. Overordnet set har bestyrelsen beslutningskompetencen på de fleste områder, men vores erfaring viser at mange beslutninger nemmest træffes i den enkelte enhed. Vi har derfor givet vores forældreråd en udvidet kompetence, så de selv både diskuterer og beslutter meget af det der vedrører deres enhed. Punkter af principiel karakter bliver altid drøftet og vedtaget i bestyrelsen. Det vil sige at klyngens læreplan, budget og børnemiljøvurdering hører hjemme i bestyrelsen. Derimod giver det bedst mening for os at forældrerådene tager stilling til emner som skofri institution, sukkerpolitik osv. Forældrebestyrelse og – råd må aldrig diskutere eller behandle konkrete sager eller personsager. Det gælder både sager om det enkelte barn, den enkelte forælder og enkelte medarbejdere i klyngen.
I kan læse lidt mere om hvilke opgaver der knytter sig til at sidde i henholdsvis forældrebestyrelsen og forældrerådet ved at klikke ude i venstre side.