Forældresamtaler og forældremøder
Vi tilbyder forældresamtaler omkring jeres barns udvikling og trivsel, både planlagte og efter behov, og vi prioriterer afholdelsen af opfølgende samtaler, så mange der er behov for. De planlagte samtaler er ofte opfølgning på indkøring, overgang til børnehave/skole o.l. Hvor samtaler efter behov ofte opstår på baggrund af en bekymring i forhold til barnets trivsel. Det kan være barnet reagerer på forandringer i hjemmet, hvis det fx er blevet storebror/søster, hvis forældrene er blevet skilt e.l., eller vi på anden måde synes at barnet har det svært. Forældrene er, på samme måde som personalet, altid velkomne til at bede om en samtale hvis de er bekymrede for deres barns trivsel og udvikling.
I Stjernehimlen afholder vi udover forældresamtaler, to forældremøder om året. På det ene forældremøde starter vi med, at alle forældre i huset samles og afholder valg til forældrerådet og forældrebestyrelsen. Herefter går forældrene som oftest ned på deres barns stue sammen med personalet, hvor der vil være tid til at tale om de ting som rører sig på stuen. Herudover afholdes der årligt et forældremøde for hele klyngens forældre, hvor vi inviterer en relevant oplægsholder til at give et foredrag, der kan have interesse for forældre til førskolebørn.