Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Stjernehimlen

Vi er en integreret institution, som består af vuggestuen Det Lille Univers og børnehaven Himmelrummet. Vi ligger på Amager - tæt på offentlig transport og skøn natur. 

Vi er fordelt på to adresser lige ved siden af hinanden. Den ene matrikel rummer vores seks vuggestuegrupper og to ud af vores fire børnehavegrupper. Den anden matrikel huser vores sidste to børnehavegrupper.

Vores fysiske rammer giver plads til leg og fordybelse. På Nordre Digevej 2 har vi et stort hus med et kreaværksted, et motorikrum og en dejlig legeplads. På Nordre Digevej 8 er huset småt, men godt. Her har vi to lyse stuer, et åbent stort fællesområde med legezoner samt en stor legeplads. 

Stjernehimlen ligger i fantastiske omgivelser tæt på Amager Fælled, som vi ofte bruger som vores store grønne baghave. Derudover er vi kun fire metrostop fra Naturcenter Vestamager og en kort gåtur fra bondegården ved Urbanplanen.

Stjernehimlen er et sted, hvor vi giver børnene mulighed for at vokse, lære og være en del af et stærkt fællesskab.

Vuggestuen - Det Lille Univers

Vuggestuen, Det Lille Univers, ligger på Nordre Digevej 2. Her er Iben Sun Miené vores pædagogisk leder. Vi har seks vuggestuegrupper - fordelt på 3 teams. På trods af, at vi er mange børn og voksne, foregår det meste af hverdagen i mindre grupper.

Vi deler børnene op i små grupper, da det giver de bedste betingelser for nærvær og ro. I vores arbejde med børnene fokuserer vi på processen fremfor produktet. For eksempel er en leg med biler lige så lærerig som at male et billede. Vi ser også dagens rutiner som vigtige øjeblikke for læring, interaktion og relationsdannelse. 

Børnehaven - Himmelrummet

Himmelrummet er vores børnehave, hvor Camilla Randklev Kjær er pædagogisk leder. Himmelrummet består af fire børnehavegrupper: Saturn og Jupiter, som holder til på Nordre Digevej 8, mens Venus og Neptun bor i nummer 2 sammen med vores vuggestuegrupper. Vores planetinspirerede stuenavne er navne, børnene selv har valgt - det synes vi er ret sejt! 

I Himmelrummet er vi vilde med natur og bevægelse. Vi bruger nærområdet aktivt og elsker at være ude i al slags vejr. Amager Fælled er vores legeplads, og vi tager ofte på ture til Vestamager. Når vi har behov for længere ture, hopper vi på vores ladcykler og udforsker området.

Vi har en profil i natur og arbejder ud fra et årshjul, der giver børnene mulighed for at udforske forskellige tematikker gennem leg, sang og fælles aktiviteter. I år arbejder vi med følgende temaer: 

  • Krop og bevægelse 
  • Natur og dyr 
  • Børnefællesskaber 
  • Videnskab og genbrug 
  • Jul og eventyr 

Årshjulet giver struktur og inspiration på tværs af grupperne, og vi evaluerer løbende for at sikre, at temaerne altid passer til børnenes interesser og udvikling.