Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Samarbejdet med jer forældre er en vigtig del af vores arbejde med børnene. Det er vigtigt for os, at I som forældre føler jer mødt, set og hørt. En stor del af vores kommunikation forgår via Aula. Her uploader vi billeder og ugeplaner. Derudover er det også her, vores daglige kommunikation med jer foregår, samt her I tjekker ind og ud, når I afleverer og henter jeres barn.

Forældresamtaler 

Vi tilbyder forskellige former for samtaler og møder for at sikre et godt samarbejde om jeres barns trivsel og udvikling. Når jeres barn starter hos os, inviterer vi til en opstartssamtale, hvor vi lærer hinanden at kende og taler om jeres barns behov og vaner. Derudover afholder vi en overgangssamtale, når jeres barn skifter fra vuggestuen til børnehaven og fra børnehaven til skolen.

Vi afholder årlige forældremøder, hvor vi fortæller om hverdagen i institutionen og vores pædagogiske arbejde.

Vi tilbyder desuden trivselssamtaler efter behov. I er altid velkomne til at bede om en samtale, hvis der opstår noget, vi sammen skal drøfte om jeres barn. 

Forældreråd

I forældrerådet er I med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik og de aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Stjernehimlen. I har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. I kommer tæt på dagligdagen i Stjernehimlen og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis I er interesserede i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan I kontakte vores pædagogiske ledere og høre mere.

Der er forældrerådsmøde fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Du kan læse mere om, hvordan du som forældre kan få indflydelse på dit barns hverdag her.